About the drawings…

Thyra Hildens tegninger: Mellem natur, familie og politik.

Tableau! Thyra Hildens tegninger har karakter af en systematisk undersøgelse af de poetiske, livsfilosofiske og politiske ressourcer, der ligger gemt i vitsens og afsløringens pludselighed. Hvad enten dens voldsomme øksehug, fx ”He was flirting while eating a bird” og ”sleeping lions”. Eller dens blidt leende, underfundigt eftertænksomme sentenser, fx fiskens udvikling af Lennons sang, ”Imagine never to close your eyes”. 

Tegningernes almene univers er dermed placeret et ubestemmeligt sted mellem pur lyrik og ren, gestisk visualitet. De mange tekster, der er en integreret del af billedet, er hverken undertekster, paratekster eller kommentarer slet og ret; de må forstås og tænkes som en helt ligeværdig og selvgyldig del af tegningens totalgestalt. Som hos Christian Dotremont, og senere også fx Andreas Schulenburg, låner ordene deres kraft og særlige effekt af tegneseriens talebobler, eller af den kinesiske ikonografis grafiske skønhed. 

Men det specifikke ved Hildens ord, er dels at de flere steder er placeret på bagsiden af det semitransparente papirs flade – sådan at de kun utydeligt og spejlvendt sitrende baner sig vej til synsfeltet. De er diskrete, men alligevel sært vigtige og insisterende tilsynekomster. Men dels tillige, at de konsekvent lodder portmanteau-ordenes og the pun’s ressourcer i tegningens bratte tilsynekomst. Lewis Carrolls, Halfdan Rasmussens, Joyce og de irske limericks karske og forfinede leg med tegn og betydning, fungerer her som solid platform for effekternes frembringelse. Kuffert-ordet (portmanteau) pakker en flerhed af betydninger ned i eet, sammenstuvet ord. The pun, ordspillet, lader det rent fonetiske aspekt underminere eller destabilisere ordets umiddelbare fordring på semantisk entydighed og afgrænset klarhed. Et andet vigtigt element de låner fra moderne lyrik og prosa er citat-teknikken, som vi kan se i den fine ”Hvem spænder buen?”, hvor linjen er løftet ud af Halfdan Rasmussens lidet kendte digtsamling “Aftenland”.

Til disse kendte lyriske genrer og virkemidler fra den europæiske avantgarderoman og eksperimenterende lyrik i det tyvende århundrede, kommer hos Hilden en historisk hilsen tilbage til fx William Hogarths og Daumiers sædeskildrende grafik.  

Men her omarrangeret som kryptisk og tankevækkende sentens – konfronteret med ”All you need”, er det svært at bestemme ordenes præcise betydning i forhold til tegningens mikro-kontekst; de voldsomme projektører, den sorte støj der vælter ud af højttalerne, det vilde sammensurium af ledninger og støjflader på tegningens forparti. Hvordan lader det sig præcis forankre i forhold til ”all you need”? Og hvem er dette ”you”, den øjeblikkelige beskuer, eller et universelt subjekt, eller en privat bekendt til tegneren? Lige som tegningens støj er sort, bliver ordenes semantiske sky her mørk og delvist uigennemtrængelig. Ordene forsvinder vel at mærke ikke ind i esoterisk uforståelighed, de trænger sig på, de insisterer, og de er let aflæselige; men den påtrængende pil fra betydningen deler sig og bliver spaltet ud.  

Indsættelsen af det gådefulde i en let, spøgefuldt svævende form viser sig i den ånd, der på sorte vinger løfter sig over den arabiske olielampe, og hvor ordene siger: ”Mind your mind – all wishes will come true”. Sætningen lyder mere som en diffus trussel, end som et løfte om lykke. Aladdin er bortkommet, og lampens ånd fremstår som en grum dødsengel. 

Tilsvarende med ”Hjemmefra”, der åbner op for overvejelse af enhver form for udlændighed, eksil, asyl, rejse, enhver bevægelse der gør at man, vi, er væk fra det vi ville kalde ”hjem”. For en dansker er bordet øjeblikkelig vagt genkendeligt som Piet Heins og Arne Jacobsens ellipsebord, men tilføjet ti, løst fordelte ben, og dermed forrykket og forskudt i forhold til sin vante og selvidentiske form. Bordet og ordene indgår dermed i en hel gestalt, der på den ene side drager os hen mod det hjemligt vante og velkendte (ved at forære os den hvide ellipseplade), men samtidig med sin insektagtige forandring af benenes antal og placering skubber os væk og ud, så vi er hjemmefra.   

Ordtegningen kan også have en vild, hysterisk og kraftfuld side, som ”STAY”, der på sit engelske fungerer som tragikomisk tilråb til den synkende jolle. Udråbet kan læses som en kommando, en besværgelse eller som en inderlig bøn; og det kan læses som en allegori over det definitive ”plop” der lyder, når en elsket enten dør eller forsvinder ud af vores liv. 

Men den dystre undertekst kommer ud i farcens og hysteriets lette råb.  Koblingen fra båd til parforhold og kærlighedsproblemer er helt eksplicit i ”Couple trouble” – der i sin titel gør brug af assonans, enslydende rim på første og sidste stavelser (det gælder også ved fx ”Tender slender”). 

Og linjen ind til det intime spiller finurligt ind i ”Family portrait, as I wish to look like” – en tæt sværm af tynde, paraply-agtigt formede insekter, knælere (som hos Kafka), der læner sig ind over hinanden i en næsten klaustrofobisk klump. Familien, barndommen og broderen dukker alle op i en egentlig familie-serie i Thyra Hildens tegninger. Barndommen som en sardonisk opstilling af skraldespande, øjensynlig fyldt med fæces – her er vi et stykke fra den idylliske og idylliserende fremstilling af barndommens lette paradis. Og broderen som en sart buste med tvetydigt sort lys der emanerer fra de let nedslåede øjne.  

Tilhørende denne familiære og hverdagslige streng er tegninger som ”Daily trouble”, der lader en skæv trappe lede op til en slags sisyfos-agtig vandmølle, hvorfra der plasker vand ned i en strøm, der – som vi ved – altid vender tilbage op til vandmøllen og begynder forfra. Opvaskemaskinens prosaiske hverdagslighed fungerer her som afløser af de græske guders tunge straf over Sisyfos.  

Bemærk dog samtidig den stille, fine ligefremhed, der parallelt ligger indfældet i den tegning af de to kroppe i et løst favntag, der ganske enkelt hedder ”We”. Den næsten rolige alvor kan vi ligeledes iagttage i de to tegninger der deler titlen ”Yoga”; kroppene er her placeret i forskellige yoga-stillinger, og lyset fosser ud fra den ene krop. I denne type tegninger, er den skabrøse humor og den heftige satire helt suspenderet, og afløst af en sensibel enkelhed. 

Men Hildens tegninger er som helhed langt fra hævet over jovial polemik, som i ”2 enige anmeldere”, hvor to spejle affabelt og narcissistisk lader de to skikkelser spejle sig i hinanden og egen fortræffelighed – på betryggende afstand af værket selv, der, må vi formode, lades helt i stikken. Eller den tegneserie-agtige humor med manden der holder en art truende giftslange i sin favn, flankeret af ordene ”Fuld returret – 15 sekunder”; hvor dette kan betyde, at manden femten sekunder senere er død af slangens bid, eller at det måske omvendt lykkes ham at kaste den fra sig i en desperat undvigelse.

Et andet, prægnant element i Hildens tegningsunivers er indlysende beslægtet med hendes fotografier af fx sandslotte og de såkaldte synkrone fænomener i naturen, og de senere ild-installationer udført sammen med partneren Pio Diaz. Det gælder ”Sunstorm”, der på sort baggrund lader de hvide streger gengive en sådan; og det gælder en titel-og ordløs tegning af et flimrende springvand, en fontæne eller en gejser. Og ikke mindst den japansk udseende vandfos, der midt i bølgerne rejser sig som en fint stribet og aftegnet blomstersøjle af vand.  

Det politiske løber som en diskret, men umiskendelig streng gennem tegningerne. Helt udfoldet og tydeligt i ”The good cause”, i hvilken gengivelsen af en næsten heilende menneskemængde umiddelbart fungerer som kritik af totalitarismens brutale uhygge.

Gennem denne lille rejse ud i Thyra Hildens poetiske og pludselige tegninger er det blevet muligt for os at afdække nogle basale koordinater i dette lokale hjørne af hele hendes omfattende oeuvre. Hildens ordtegninger bevæger sig over et antal rigt mættede felter, naturfilosofien, familien og parforholdets intimsfære, det politiske og samtidssociale, og endelig den spidse sædeskildring. Det gør de typisk ved på forfinede måder at låne teknikker fra moderne lyrik og romankunst, i form af citatvirksomhed, ordspil og gnomiske sentenser indlagt som en integreret og funktionel del af tegningernes abrupte og lette hug og tilråb. Og Hildens visuelt ordkloge manøvrer pendulerer skarpt mellem en vild, undertiden næsten hysterisk og grådkvalt humor, parret med en modpol der er dyster, mørk, sort, tung.    




Tekst af Mikkel Bruun Zangenberg